• Mangor & Nagel, Tjur- og Tejstgården, Bygherrerådgivning ved renovering af almene boliger i Hundige
  • Mangor & Nagel, Tjur- og Tejstgården, Renovering af almene boliger

Tjur- og Tejstgården

Tjur og Tejstgården i Hundige er to store almene boligafdelinger med tilsammen 448 boliger, fordelt på 69 blokke/rækkehuse med to-plansboliger og egen have samt 4 blokke i to etager med lejligheder. Bebyggelsen er opført i 1976-79.

Bebyggelserne har netop gennemgået en gennemgribende renovering. Renoveringssagen er gennemført i totalentreprise. Mangor & Nagel har medvirket som bygherrerådgiver, som underrådgiver til DOMINIA, der varetog opgaven som kontraktansvarlig bygherrerådgiver.

Renoveringsomfang

Opgaven omfattede renovering og efterisolering af lette facader og gavle (inkl. asbestsanering i tagrum), udskiftning af vinduer og terrassedøre, udskiftning af udvendige trapper og altanværn samt udskiftning af lodrette brugsvandsinstallationer i boligerne.

Af særlige bæredygtighedsmæssige tiltag kan nævnes, at den indvendige halvdel af de lette facader bevares i forbindelse med renoveringen, ligesom efterisoleringen af gavlene udføres udenpå den eksisterende gavlmur. Herved er der opnået en betydelig begrænsning af såvel materialeforbruget som affaldsmængden. Endvidere er byggeriets varmetabsramme forbedret væsentligt, idet kravet til U-værdien hhv. er jf. BR2015 på de renoverede facader og gavle og jf. BR2020 på de nye vinduer og døre. 

Udbudt i totalentreprise

Indledningsvis blev der udført registrering af afdelingen og udarbejdet et skitseprojekt for renoveringssagen. Registrering og skitseprojekt blev herefter viderebearbejdet til et kalkuleret dispositionsforslag. Det blev forelagt til godkendelse af bestyrelsen og blev godkendt. I forløbet frem til afdelingsmødet var der naturligvis et tæt samarbejde med Greve Boligselskab og afdelingsbestyrelsen. Oprindeligt var opdraget at forberede et totalrådgivningsudbud, men som det så ofte sker, så begyndte det at stramme til med tiden, og Greve Boligselskab valgte at udbyde opgaven i totalentreprise efter et oplæg til udbudsstrategi fra DOMINIA.

Udbudsstrategi 

Udbudsstrategien indbefattede tildelingskriteriet ’det økonomisk mest fordelagtige bud’, hvor der blev lagt vægt på tilbudte materialekvaliteter, tilbudt løsningsmetode under hensyntagen til beboerne, tilbudt organisation (kvalificerede nøglepersoner) og så selvfølgelig prisen, der blev vægtet lidt under 50% i forhold til de kvalitative kriterier. ’Signalet’ til tilbudsgiverne var således: Budgettet er begrænset som altid, vi bruger det gerne fuldt ud, derfor er det først og fremmest de tilbudte materialekvaliteter m.v., der tæller i konkurrencen.

Segment
Almene boliger
Bygherrerådgivning
Type
Renovering
År
2019
Bygherre
Høje Taastrup Boligselskab v/KAB
Entreprise
Totalentreprise
Arkitekt
Mangor & Nagel A/S
Andre aktører
DOMINIA A/S, Kontraktansvarlig bygherrerådgiver
Størrelse
4.969 m2
Byggesum
68,0 mio. kr.