Daghjemmet Blåklokkevej

Bag de smukke allétræer på Blåklokkevej i Tårnby ligger en tidligere retsbygning, som er tegnet af Dorte Mandrup-Poulsen og Niels Fuglsang arkitekter MAA samt landskabsarkitekt Svend Kierkegaard. Retsbygningen er opført i 1999-2000. Vi har konverteret bygningen til et nyt daghjem for ældre borgere. Bygningen er et utrolig smukt byggeri og konverteringen er udført med stor respekt for den eksisterende arkitektur.

Rolig harmoni

Arkitekturen i huset er markant og byder på mange kontraster og sanseoplevelser, som fint kan understøtte stimulering af alle de ældre brugeres sanser. Det er en del af bygningens helt unikke udtryk, at huset har forskellige materialekarakterer (Puds, træ, metal, glas, klinker) og farver (Hvid, rød, gylden, sort), både inde og ude, men der er en rolig og funktionalistisk harmoni mellem de forskellige farver og materialer.

Lyse rum med mange funktioner

Bygningen er lys, åben og venlig og den udvendige arkitektur er kendetegnet af store farvede flader, der nærmest bryder bygningen op i individuelle flader. Indvendig er bygningens grundplan dannet af to vinkelbygninger, der er adskilt af den høje foyer.
 
I foyeren er garderobe og opbevaringsbehov løst med mobile skabe der står frit på det indrammede trægulv. Der er store, høje, lyse rum til fællesaktiviteter, spisning og fordeling. Der er mindre, lukkede rum til stille funktioner. De tidligere retssale er indrettet til henholdsvis spiserum og træningsrum, en del af de tidligere kontorer er nænsomt indrettet til opdelte aktiviteter, anretterkøkken, hvilerum, toiletter mm. Alle borgerrettede funktioner er placeret i stueetagen så der er fuld tilgængelighed for kørestols- og rollatorbrugere. Supplerende borgerfunktioner i form af flere aktivitets-, hvile- og opholdsrum er placeret på 1. sal, hvor der er adgang via elevator og trapper.

Gårdrum med smukke træk

Alle rum på den kvadratiske grund har vinduer til et af de fire interne gårdrum. Alle gårdrummene var tidligere lukkede og kun til at kigge ud på - men ikke til at bevæge sig i. De er nu tilgængelige og bliver en del af daghjemmets bevægelsestilbud. Der er skabt en klar forbindelse mellem inde og ude, bl.a.  er gårdrummene indrettet med belagte flader, der fungerer som ”øer” midt i det grønne og ligeledes midt i huset og hvis materialekarakter er i relation til belægningen inde i bygningen.

Diskret skybrudssikring

Gårdrummene har forskellig karakter, men deler nogle fælles træk fx de kvadratiske fliser, der svarer til de kvadratiske vinduer i facaden og dermed skaber en sammenhæng mellem bygningen og uderummet.  Alle belægningerne i gårdrummene er permeable – dvs. regn- og overfladevand kan trænge ned gennem belægningen, det er en LAR-løsning og skybrudssikring, der er suppleret af kuppelriste, som kan tage i mod meget store vandmængder.  Desuden er der valgt en beplantning af høje græsser i højbede af jern. Jernet får lov til at ruste og får en varm og jordagtig farve, som er en levende, naturlig og varm kontrast til bygningens urbane stringens. 

En levende rosa kontrast

I det gårdrum, der rummer bygningens karakteristiske røde facade er valgt en blød gummibelægning i fuldstændig samme farve som facadefarven. Den røde belægning og den røde mur er komplementær farve til gårdrummets grønne vækster bl.a. den klatrende vedbend og de høje græsser i højbedene. Samtidig reflekterer den røde farve i den omgivende beton, der får et svagt rosa skær og en levende overflade. På samme måde er kirsebærtræerne, særligt når de blomster, en smuk tilføjelse til den stramme bygning og gårdrummenes strikse struktur.
Segment
Sundhed
Type
Konvertering
År
2016
Bygherre
Tårnby Kommune
Entreprise
Hovedentreprise
Totalrådgiver
Mangor & Nagel A/S
Arkitekt
Mangor & Nagel A/S
Landskab
Mangor & Nagel A/S, PLAN + LANDSKAB
Ingeniør
Dominia A/S
Entreprenør
EkbergNielsen ApS
Størrelse
1.248 m2
Byggesum
6,0 mio. kr.
Ydelser
arkitektrådgivning
beskrivelser
brugerinddragelse
byggeledelse
dispositionsforslag
fagtilsyn
hovedprojekt
landskabsarkitektrådgivning
myndighedsprojekt
programmering
projektering
projekteringsledelse
skitsering
totalrådgivning
udbud

Jakob Andersen

Teknisk direktør, afdelingschef Roskilde og Aarhus, partner
Bygningskonstruktør
Telefon