Store Kongensgade 53-55

Store Kongensgade 53-55 består af tre bebyggelser: Et forhus fra 1794, et baghus fra 1930 og et nybyggeri, som vi gennem vores områdeanalyse fandt mulighed for at opføre i den ellers tætte indre by i København.

Fastholdelse af eksisterende kvaliteter og moderne luksus

Forhuset i Store Kongensgade har en flot og tidstypisk facade fra 1794. Forhuset er oprindeligt bygget som store herskabsboliger, men har siden været brugt til erhverv. Nu bliver forhuset konverteret tilbage til boliger. Fokus i konverteringen har været at genbruge og genetablere så mange rum, stuk og døre som muligt. Den eksisterende hovedtrappe bliver fjernet og i stedet bliver der etableret to nye trapper mod hver gavl. Det betyder, der bliver plads til fire boliger på hver etage mod tidligere kun to enorme boliger.
 
I forhusets to sidebygninger blomstrer to vinterhaver inden for rammerne af husets oprindelige arkitektur. De bliver udformet i en respektfuld men moderne arkitektur med dannebrogsvinduer i et nutidigt formsprog. Vinterhaverne er private, og hører til to af boligerne i forhusets mansardetage, der via interne trappeadgang har adgang til vinterhaverne og desuden til private tagterrasser.  

Enestående ny arkitektur

I gårdrummet mellem forhuset og baghuset har vi fået en sjælden mulighed for at tegne og etablere et nyt hus i seks etager med én bolig pr. etage. Husets design er baseret på en række grundige analyser af skygge- og lysforhold. På baggrund heraf har huset fået sin kile-formede geometri, og viger på denne måde for lyset til de tilstødende bygninger og gårdrum. Gårdhuset bliver beklædt med en gitterfacade af fladstålsrammer. Over tid vil planter fra gården klatre op af lamellerne og skærme for indblik fra de øvrige huse. Lamellerne fungerer desuden som værn ved husets store sydvendte altaner og franske døre. De tre huse er lyse og der er en fin harmoni mellem dem, samtidig med de i kraft af hver deres historiske afsæt, materialitet og arkitektur, tydeligt adskiller sig fra hinanden.
 

Fra rå industribygning til højloftede toplans boliger

Baghuset er opført af arkitekt og kgl. Bygningsinspektør Axel Maar i 1930 som trykkeri. Huset er støbt i beton på stedet og er et tidstypisk eksempel på et industribyggeri med store støbejernsvinduer mellem in-situ-støbte søjler og etagedæk. Baghuset konverteres fra erhverv til bolig og får en ny femte sal. Den nye femte sal bliver en let stålbygning med facade af store glaspartier og fiberbetonelementer som på husets altaner, i tydelig harmoni med den eksisterende bygnings materiale-katalog. Dermed bliver husets oprindelige arkitektur videreført på den nye etage. Lejlighederne i baghuset er indrettet, så de griber ind over hinanden og dermed er over to etager. Det betyder, at alle lejligheder har både øst- og vestvendt facade. I alt etableres 18 boliger i baghuset.
 
 
Segment
Boliger
Type
Konvertering
År start
2016 -
Bygherre
Kim Dencher Johansen
Arkitekt
Mangor & Nagel A/S
Landskab
Mangor & Nagel A/S, PLAN + LANDSKAB
Ingeniør
JPM Rådgivende ingeniører
Størrelse
5.810 m2
Ydelser
arkitektrådgivning
landskabsarkitektrådgivning

Lise Meyer-Holdt

Kommunikation
Cand.soc i politisk kommunikation & ledelse
Telefon